Børst tænderne i små cirkler – både på selve tænderne og på tandkødskanten. Kør ikke tandbørsten frem og tilbage, da det kan skade både tænder og tandkød og ikke gør ordentligt rent. Pas ligeledes på med at trykke for hårdt med tandbørsten. Tænder og tandkød skal børstes og ikke skures.
Børst også gerne tungen, hvor der kan sætte sig mange bakterier fast. Faktisk er bakterier på tungen ofte årsag til dårlig ånde.
Spyt tandpastaen ud, men lad være med at skylle munden grundigt med en masse vand. Skyl i stedet kun kortvarigt i en lille smule vand. Alternativt kan du helt lade være med at skylle munden. Fluoren i tandpastaen bliver på den måde i munden og bevarer sin beskyttende virkning i længere tid.
Husk også at holde grundigt rent mellem tænderne ved hjælp af tandtråd eller tandstik.